De 10 bedste gratis WordPress plug-ins (del 1)

WordPress-plug-ins er en jungle at finde rundt i. Som udgangspunkt vil du jo helst bruge et gratis plugin, specielt hvis du ikke helt ved på forhånd, om det rent faktisk løser det problem du har. Jeg har installeret og testet virkelig mange plug-ins igennem tiden. Derfor har jeg samlet en liste over mine favoritter, som jeg bruger igen og igen. De plug-ins du kan læse om her, er alle sammen gratis WordPress plug-ins. De er super simple at komme igang med, og tilføjer nogle vigtige redskaber til din hjemmeside.

BackUpWordpress

by Human Made Limited
Din blog indeholder SÅ mange af dine arbejdstimer. Men der skal ikke mere til end en lille fejl eller måske et hackerangreb, og så forsvinder det hele. Og hvis det først et forsvundet, så er det væk! Der er nemlig ikke nogen automatisk backup i WordPress.
BackUpWordpress er et gratis plugin, der kan indstilles til at tage automatisk backup fx. én gang om ugen. Du kan selv vælge om der kun skal tages backup af databasen (dit indhold, indlæg) eller af alt (din hjemmeside, design, billeder).
Jeg anbefaler at tage backup af databasen ugentligt, og backup af hele siden en gang om måneden. Det tager nemlig væsentlig længere tid at lave en fuld backup, end kun af databasen. Du indtaster din mailadresse, og modtager hver uge din backup på mail. Så du altid har den liggende i din mailboks, hvis der skulle ske noget.

Sværhedsgrad: 🤓


Cookie Law Info

by Richard Ashby
Cookie-loven kræver at alle hjemmesider, der anvender cookies, skal have en knap, hvor den besøgende skal acceptere dette. De fleste nyere hjemmesider anvender cookies, så du skal helt sikkert bruge dette plugin på din hjemmeside.
Cookie Law Info er nemt at komme igang med. Du skal blot vælge hvor popupboksen skal placeres på din side, hvornår den skal vises, og så kan du ændre i teksten, hvis du hellere vil have det på dansk.
Jeg indstiller den til at de besøgende kun skal godkende den, første gang de besøger sitet.

Sværhedsgrad: 🤓🤓


Yoast SEO

by Team Yoast
Jeg har tidligere snakket om SEO, eller Søgemaskineoptimering, som det også kaldes. I bund og grund handler SEO om at give din blog eller hjemmeside de bedste muligheder for at blive fundet på Google.
Før i tiden var det intet problem at blive fundet på Google, for der var simpelthen ikke særlig mange hjemmesider på internettet. Den dag idag, er internettet et overflødighedshorn af indhold, og derfor bliver du nødt til at hjælpe Google med at finde lige netop dit indhold frem, og lægge det øverst i bunken.
Yoast SEO er et fantastisk plugin, der guider dig igennem processen med at optimere dine blogindlæg eller sider til at blive fundet på Google. Når du har installeret Yoast SEO, får du simpelthen en ekstra boks under tekstfeltet, hvor du kan se hvordan din side ser ud, når den dukker op på Google. Desuden er der en fantastisk række af røde, gule og grønne knapper, som fortæller dig hvad du kan gøre bedre.
Rød = dette bør du ændre
Gul = dette kan du ændre
Grøn = super godt klaret!
Det kan næsten ikke være nemmere.

Sværhedsgrad: 🤓🤓


Contact Form 7

by Takayuki Miyoshi
Vil du ikke have din e-mailadresse på din hjemmeside?
Eller har du nogle bestemte informationer, som du gerne vil have at folk udfylder, når de skriver til dig? Så er en kontaktformular det du skal vælge.
Den bedste kontaktformular til WordPress er efter min mening Contact Form 7. Du kan oprette flere felter med spørgsmål, som skal udfyldes for at sende en besked. Du modtager alle informationerne på en mail, som du kan besvare direkte fra dit eget mailprogram eller din telefon. Det kan være lidt teknisk at sætte op, men der er rigtig gode forklaringer og eksempler, så det burde ikke tage dig mere end en times tid eller to, at få det til at køre.

Sværhedsgrad: 🤓🤓🤓


Bruger du allerede nogle af disse plugins? Eller har du et plugin, som du synes hører til på listen? Let me know – skriv en besked gennem Facebook eller send mig en mail på kristine@birkablog.dk
Næste del kommer blandt andet til at handle om de plug-ins, jeg bruger til at optimere mine annoncer og statistik på Facebook og Analytics…
– Kristine Birka ❤️

Kristine Birka

Jeg lever af at hjælpe forretninger indenfor mode, livsstil og skønhed med branding, markedsføring og grafisk design. Min store passion er æstetisk design der udstråler luksus og selvforkælelse.